Bockjakt i Lutowko

Jesper og Carsten i Lutowko

Tak for en god tur til Lutowko, hvor alt klappede som det skulle. Vi tog af sted natten til lørdag d. 22. oktober, og efter 6½ timers kørsel krydsede vi den polske-tyske grænse og manglede således kun 220 kilometers kørsel ind i Polen. Sidst på formiddagen ankom vi til Lutowko, hvor vi blev modtaget af vores polske værter. Herudover mødte vi Ole og Carsten – der manglede 2 pürsch inden deres hjemrejse – derfor kunne de fortælle en masse om reviret og de enkelte polske jægere.  Så efter et godt solidt måltid og kontrolskydning af riflen, tog vi på vores første pürsch. Jeg havde været så heldig at få en ældre polsk jæger – Grzegorz – der ikke kunne ret meget tysk og intet engelsk, men til gengæld kendte vildtet og skoven ud og ind efter 28 år på distriktet.

Grzegorz kørte os ud i skoven, men det første stop på turen havde han åbenbart ikke megen tiltro til så vi drog hurtigt videre. Ved næste stop stiller vi bilen og pürscher videre ned af en skovvej. Efter 4-500 meter nærmer vi os en stor eng, og gennem nogle lave elletræer spotter jeg et par dåer, der går på engen. Kort tid efter kommer hjorten frem. Scenen er som taget ud af en jagtfilm. Brunsten er i fuld gang, og hjorten går gryntende rundt og forsøger at holde styr på dåerne. Grzegorz siger OK til hjorten – vi har allerede talt om, hvilken størrelse trofæ jeg ønsker. Jeg pürscher selv frem og da jeg er inde på 120 meter tør jeg ikke fortsætte. Jeg finder et hul mellem elletræerne, og da hjorten efter kort tid vender siden til kan jeg give den en kugle, der er øjeblikkeligt dræbende. 40 minutters pürsch så havde jeg fået den hjort, som jeg havde drømt om. En hjort på knapt 3 kilo.

Skæbnen ville så at min jagtkammerat på anden pürsch også nedlægger sin dåhjort. Vi havde dermed begge skudt det vi ønskede. Vi blev dog meget hurtigt enige om at fortsætte vores jagt, men nu med fokus på hundyr og svin. De næste tre dage havde vi en masse god oplevelser, og i alt nedlagde vi 10 stykker vildt fordelt på dåvildt, kronvildt og råvildt.

Så alt i alt en super tur. Masser af vildt, et lækkert og meget afvekslende revir, god indkvartering og imødekommende polske værter. Så mon ikke det bliver til et genbesøg på et tidspunkt.

Med venlig hilsen
Jesper & Carsten

Morten og ven på bukkejagt i Lutowko

Jeg har gennem foråret trænet en nyjæger og ven i riffeljagt og skydning og ville have ham med til Polen for at få lidt rutine i jagtsituationer. Derfor skulle jeg bruge et revir med god organisation og gerne engelsktalende jagtguider og efter en snak med Anne, faldt valget på Lutowko. 

Vi ankom fredag den 1. juni om eftermiddagen og skulle jage til mandag morgen den 4. juni. Vi blev taget godt imod og efter indkvartering, stod maden på bordet efterfulgt af riffelchek og afgang ud i terrænnet. Begge jagtguider var meget kompetente og vi pürschede en del til fods, men der må også påregnes lidt kørsel mellem kerneområderne da arealet er 19.000 ha. stort og 40 km langt. Men der var fin balance mellem kørsel og pürsch. Der var mange spændende lysninger i skoven og vi så masser af råvildt, dåvildt, kronvildt og vildsvin - og en hel del ræve som vi også fik skudt nogle stykker af. Vi blev ikke anvist småbukke, men modne pæne bukke og ikke presset til skud på nogen måde.

Det var et rigtigt godt arrangement og en helt perfekt start på riffeljagten for min ven. Værter, guides, forplejning, jagt og indkvartering til 5 stjerner - helt i top, blandte de mange revirer jeg har besøgt i de 31 år jeg har drevet riffeljagt. Det er ikke sidste gang vi besøger dette sted! Vi fik de 6 bukke vi havde bestilt - heraf 2 bukke der muligvis tager bronzemedalje, samt mere end 10 ræve.

Jagt på Lutowko får mine varme anbefalinger.

Med venlig hilsen / Best regards
GoHunting
Morten Vestergaard Knudsen

Kasper og Lasse i Lutowko

Vi er netop hjemvendt fra en helt igennem fantastisk jagttur i det nordvestlige Polen. Lutówko området. Det var vores første jagttur til Polen, så vi var spændte og forventningsfulde, men også en smule nervøse op til afrejsen... Vi ankom til det flotteste skovområde i et lækkert kuperet terræn.. Indkvarteringen var helt i top og vi blev vartet godt op af Gregorz og hans hustru.

På vores jagter, så vi utrolig meget vildt.. Mange flotte bukke. Faktisk en hel del i medaljeklassen. Vi så kron- og dåvildt dagligt og vildsvin en hel del gange. Derudover ræve, harer, mårhunde, grævlinge, mår mv. Vi var heldige at nedlægge syv flotte, stærke bukke og to ræve. Heriblandt en sølv- og to bronzemedalje bukke. Vi var desuden meget tæt på at nedlægge grise på to af jagterne. Vi er allerede ved at planlægge næste års bukketur til Lutówko. Området er helt sikkert et besøg værd. Uanset om man er efter buk, hjort eller gris...

Tak til Diana Jagtrejser for at gøre vores første Polen tur til en kæmpe succes!

Kasper & Lasse Friis

Flemming (og Kim) i Lutowko

Kim og jeg er netop hjemvendt efter 4 dages jagt på Lutowko og Runowo i Polen. Jagtturen har til fulde indfriet vores forventninger.

Jeg skød 5 gode bukke, mens Kim skød 6 gode bukke og et vildsvin. Der er rigtig meget vildt i området dernede. Min jæger Bogdan sagde op til den allerførste jagt, at ”In the high-seat only the insects are happy”. Jagten foregik da også mest ved, at vi kørte rundt i og mellem de store områder af skov og enge. Vi kom godt fra start. Jeg lagde ud med at skyde 2 gode bukke den første aften, mens Kim nøjedes med 1. Morgenen efter skød Kim så to gode bukke, mens jeg måtte nøjes med 1.

Kim kunne undervejs ikke lade være med at notere sig, at han havde skudt de to største bukke eller i hvert fald de højeste. Jeg havde skudt en enkelt, som næsten kunne følge trop med Kims. Under opmålingen viste det sig, at Kims to bukke lå omkring de 100 points, mens min, der var ganske svær i det, faktisk lige passerede grænsen for en sølvmedalje med 115,3 points. Den var ikke helt tør efter afkogningen, så jeg er spændt på, om den kan holde bronze ved en måling herhjemme.

Lidt retfærdighed er der således til, for på vores forrige jagttur sammen havde Kim skudt den største dåhjort, der nogen sinde er skudt i området Dabrowa i Polen og fået den opmålt til en sølvmedalje. I øvrigt er vores næste jagttur bestilt. Den går jo igen til Dabrowa. Det bliver til oktober, og det er 10. gang vi tager dertil og såmænd vores jagttur nr. 30 til Polen sammen.

Med jægerhilsener.

Mvh Flemming (og Kim)

Jens Ulrik i Polen

Det var blevet tid til at regulere råvildtbestanden I det smukke europæiske efterår. Alene på jagtreviret Maniszewo er det nødvendigt at nedlægge 170-200 råer og lam hvert år. Følg med på en jagt efter markråvildt på enorme polske marker i oktober.

Darz bór!

Et efter et blev de nedlagte dyr vejet og mærket og deres vægt og køn blev omhyggeligt noteret. Vi var to jægere, som havde jaget i tre dage og da det hele var noteret lå der 286 kg. vildtkød i kølerummet og ventede på at komme videre til middagsborde over hele Europa. Tilsammen havde vi nedlagt lidt mindre end 15% af revirets årlige kvote.

Muligheden for en jagttur til Polen var opstået ud af ingenting godt en uge tidligere. Reviret Maniszewo i det nordvestlige Polen havde med meget kort varsel efterlyst jægere med interesse i hundyrsjagt. Det er en spændende jagtform og desuden ganske billig. At vi desuden var velkomne til at tage noget af det fine kød med os hjem gjorde ikke fristelsen mindre. Det var måske ikke så overraskende, at min gode ven Erik og jeg var ganske nemme at lokke....

Desuden skulle jeg på en stor tur til Afrika nogle uger senere og jeg brændte virkelig efter at få gennemprøvet mit nye udstyrskit bestående af en Mauser M03 med en Zeiss Victory HT 2.5-10x50 på toppen. Dette var en oplagt lejlighed til “ilddåben” 

Riffel og kikkert landede hos forhandleren dagen inden jagtstart og jeg måtte bruge det meste af et døgn på at køre fra Fyn til Dalarna i Midtsverige og tilbage igen for at hente den. Jeg fandt en seng kl. 03:00 og vi kørte afsted mod Polen tre timer senere med Erik bag rattet. Da vi ankom var der lidt mindre end en time til vi skulle ud på aftenens jagt og riflen lå stadig urørt i kassen.

Vi havde dog heldet med os. Bag den enorme have omkring jagthuset lå der en fin lille 100-meterbane udstyret med en hjemmelavet men meget stabil skydebænk. Jeg samlede hurtigt den spritnye riffel – det tog heldigvis kun få sekunder – og fik i hast fremstillet nogle simple papirskiver med en kuglepen på bagsiden af nogle papirer fra Skat, der rodede rundt i bagagerummet. Jeg vidste, at bøssemagerne på Mauser havde testskudt riflen med kikkerten, men jeg havde ingen anelse om hvilken ammunition, de havde brugt. Jeg kunne blot håbe på at det første skud med den Norma Oryx ammunition, jeg havde valgt til denne jagt, ville lande et eller andet sted på skiven, så jeg havde noget at justere ud fra.

Plet!

Med riflen hvilende på min kasket klemte jeg det første skud af. Jeg kunne tydeligt se at den røde centerprik i midten af trådkorset hvilede fint inden for den blå blækklat, da skuddet bragede. Jeg tog øjeblikkeligt skiven i nærmere øjesyn gennem kikkerten. Forstørrelsen var rigeligt stor til at se skudhuller på den afstand – men der var ingen at se.

Vi gik imod skiverne for at finde ud af, hvad der var galt og skulle ganske tæt på før den naturlige forklaring åbenbarede sig. Kuglen havde lavet et fint lille hul midt i den lille blå blækklat præcis, hvor trådkorset havde hvilet, da skuddet gik. Slet ingen dårlig start! Jeg gik tilbage og skød et skud mere. Det udviste samme venlige tendens til at lande, hvor jeg ønskede, det skulle lande og dermed kunne jeg afslutte den korteste indskydning, jeg nogensinde har været med til. En gang imellem er man heldig – den dag var det min tur!

Jeg fandt den ballistiske ring der passede til ladningen og følte mig så klar, som jeg kunne blive. Det er en stor del af alle gode jagtoplevelser, at være tryg ved sit udstyr – og på denne jagt stolede jeg fuldt og helt på en riffel, som jeg kun havde skudt et par skud med....

Oceaner af raps

En halv time senere sad jeg ved siden af Zbigniew Jania i hans lille Suzuki 4WD på vej på jagt. Jagtrevirets næsten 18.000 hektar var opdelt i fire underområder med hver sin dedikerede jagtguide. Zbigniews område bestod mest af store marker og desværre var de fleste af disse nysåede, sorte og golde. Derfor havde vi fået lov til også at jage i et af de andre områder, hvor markerne var grønnere men endnu større end i vort hovedområde. Adskillige af disse grønne oceaner i landskabet bredte sig over 100 til 200 hektar fra “kyst til kyst” uden nogen som helst naturlig dækning.

Jeg betragtede landskabet gennem den duggede bilrude og tænkte for mig selv, at det ikke ville blive enkelt at komme på skudafstand af rådyrene på disse åbne marker. Min frygt viste sig at være velbegrundet. Der var masser af råvildt fordelt i små grupper, men de flygtede i panik adskillige hundrede meter foran bilen.

Min guide stoppede motoren for enden af en uendelig hæk, som fortsatte flere hundrede meter foran os, inden den forsvandt bag en lav bakke. Den enorme mark var høstet, men der var masser af grønne urter fordelt i små tuer over det hele. 500 meter borte stirrede to bukke på os. Bag dem æsede en rå med to lam. Der var absolut ingen mulighed for at komme på skudhold af disse dyr, men min erfarne guide havde en anden simpel plan. Med vinden i ansigtet ville vi følge hækken op ad bakken. Med lidt held ville vi støde på dyr på den anden side på mere realistiske afstande.

Langt ude!

Vi bevægede os forsigtigt fremad. Bukkene vi havde set, da vi startede, fulgte opmærksomt vor fremrykning. Vi nærmede os bakketoppen. Pludselig stivnede Zbigniew og hævede sin kikkert. På den anden side af bakken gik der flere smågrupper af rådyr og æsede.

Jeg trak mig ind bag ham og fulgte ham stille det sidste stykke mod toppen. Han standsede flere gange for at betragte dyrene gennem kikkerten, inden han langsomt fortsatte. På toppen rejste han sin trebenede skydestok og brugte den som støtte for kikkerten. Den nærmeste gruppe dyr gik et godt stykke fra os. Det var en rå med to lam og et smaldyr.

Skuffelsen i min guides ansigt var ikke til at tage fejl af. ”De er for langt ude!, sagde han.

”Hvor langt?”, spurgte jeg mens jeg bebrejdede mig selv for ikke at have medbragt en afstandsmåler.

Han svarede uden tøven med en myndighed som kun en mand, som har set på titusinder af rådyr gennem et langt jægerliv kan mønstre. ”250 meter!”. Jeg løftede demonstrativt i ASV+ tårnet og drejede det frem til den tydelige hvide linie mellem 200 og 300 meter markeringen.

Zbigniew så det og forstod med det samme Uden et ord tog han et langt skridt til siden, så jeg fik uhindret adgang til skydestokken. Jeg placerede forskæftet i stokkens gaffel, skruede forstørrelsen op på 10X og spændte riflen op. Zbigniew stirrede på dyrene gennem kikkerten – tydeligvis optaget af ikke at gå glip af noget.

Sandhedens øjeblik

”Den til højre!” Det var den unge rå. Smaldyret. Mindre end et sekund senere rullede braget ud over landskabet og hurtigere, end man kan blinke, kom lyden af kugleslaget retur. Det lød som et fjernt men kraftigt slag på en stor tromme. Rådyret styrtede til jorden. Den kom på benene igen, mens de andre tog flugten men faldt næsten øjeblikkeligt og rejste sig aldrig siden.

Zbigniews eneste kommentar var et spontant og meget højt udtalt “WOW!”. Jeg drejede mig mod ham og blev mødt af af et bredt smil. Rådyr sprang forvildede rundt overalt på marken og vi fik begge øje på en enlig rå som krydsede marken bag os i fuld fart. Zbigniew flyttede resolute skydestokken og sagde “skyd, hvis du får chancen!”. Jeg havde skruet kuglebanekompensatoren tilbage til 170 meter og var klar til skud på enhver afstand mellem 150 og 200 meter.

Jeg fulgte den springende rå gennem riffelkikkerten. Blot få sekunder inden den nåede i ly af hækken begik dyret den fatale fejltagelse, som synes at ligge dybt i generne på disse små hjortedyr. Hun standsede og sikrede. Slagstiften faldt øjeblikkeligt – det samme gjorde råen. Afstanden var cirka 180 meter. Jeg var mere end tilfreds. De to første skud på vildt med den nye riffel havde resulteret i to fine stykker råvildt. De faldt med mindre end 20 sekunders mellemrum men med næsten en halv kilometer imellem dem.

Guiden gik tilbage efter bilen, mens jeg gik frem til den nærmeste rå.

Det sidste måltid

Zbigniew var fremme få minutter senere. Han indledte straks den obligatoriske ceremoni til ære for det fældede stykke vildt. Han samlede et bundt korte raps-kviste og placerede de fleste i råens mund som en sidste mundfuld på rejsen til de evige rapsmarker. Han dyppede forsigtigt de resterende to kviste i indgangshullets blod, placerede den ene på hullet og overrakte mig den anden omhyggeligt placeret på hans egen hat. Da jeg tog imod den, gav han mig et fast håndtryk og sagde “Darz Bór!” – en gammel polsk jægerhilsen. Jeg svarede med de samme ord og placerede med omhu den lille kvist med hjerteblodet af mit bytte i min egen kasket. Det er en smuk tradition og for Zbigniew var der ingen undtagelser – hvert et stykke vildt, vi fældede, blev æret med den samme dybtfølte respekt. 

Vi arrangerede de to dyr til et foto og minutter senere var de brækkedet og lastet på bilens vildtstativ. 

De følgende dage havde jeg held til at nedlægge yderligere otte af disse sky polske rådyr. Den gennemsnitlige skudafstand var cirka 175 meter med nogle få så langt ude som 250. Totalt var der tolv tomme pladser i patronæsken. En statistik jeg i al beskedenhed var svært tilfreds med i betragtning af, at der gik to skud til indskydningen. Jeg vælger at tro, at de tusinder af skud jeg gennem årene har sendt afsted efter skiver, tomme dåser og tøjklemmer på en eller anden vis har påvirket mit jagtheld i positiv retning.

Grand finale

Da vi sluttede jagten efter tre korte efterårsdage, lagde vi alle dyrene på parade på plænen foran jagthuset. I en afsluttende ceremoni blæste vore jagtværter hornsignalet for ”rådyr” over det nedlagte vildt. Trofæerne vi kunne tage med os fra dette bemærkelsesværdige tre-dages jagteventyr var mange. Først og fremmest var der de glade minder fra jagten og den hyggelige tur i selskab med en god ven. Men også billederne og ikke mindst det fantastiske vildtkød der overvintrede i min fryser var i særklasse fine trofæer.

Når jeg i de efterfølgende måneder hævede glasset ved middagsbordet og udbragte “Darz Bór!” fløj mine tanker til letfodet råvildt, erfarne guider og en riffel, jeg kunne stole blindt på….