Tænk Tyskland!

Af Rune Fich Weischer.

 

Langsomt men sikkert begynder Verden at lukke op efter Corona-krisen. I hvert fald i den vestlige del af verden samt i store dele af Asien.

Det giver håb, og med de meldinger og udkast til handlingsplaner jeg i skrivende stund har hørt fra især europæiske ledere i medierne, peger meget på at Europa vil være relativt åbent, når vi når til jagtsæsonen. Dog naturligvis med forskellige forholdsregler, ligesom nogle områder nok stadig til den tid vil være mere udsatte end andre.

Anderledes ser det for nuværende ud for den øvrige del af Verden, hvor efteråret stadig er meget usikkert mange steder, men der er altså også lyspunkter.

 

Derfor bliver det nok også primært i Europa, at jagtrejse-mulighederne kommer til at ligge i år.

 

Det er nok endnu for tidligt at sætte navne på alle de lande, som vil være åbne for jagt til efteråret, men store jagtlande som Polen og Ungarn kunne, set med mine øjne, ret sikkert være åbne, hvis udviklingen i pandemien vel at mærke fortsætter sin efterhånden generelt positive udvikling i forhold til spredning. Men der er et stærkt alternativ.

 

Tyskland

Et land, som jeg dog er fuldstændig sikker på er åbent til sæsonstarten, er Tyskland, og jeg kan godt afsløre, at jeg allerede selv har booket en trykjagt i Tyskland til oktober!

 

Vi har for nyligt åbnet op for tyske turister med visse forbehold, og allerede den 15. juni bliver der åbnet op for at danskere kan rejse ind i Tyskland. Kravet er dog, at man skal holde sig fra storbyer og større forsamlinger, hvilket dog er meget let at gøre når man er på jagt.

Desuden har Corona-spredningen i Tyskland udviklet sig sammenligneligt med i Danmark, hvorfor risikoen for smitte er nogenlunde den samme. Med andre ord er der ikke så meget at frygte som dansker, ved at tage på jagt i Tyskland, men alt skal naturligvis ske med omtanke og de efterhånden så velkendte forholdsregler.

Jeg tror således at Tyskland står over for et sandt boom inden for jagtturisme i de kommende år, og da Diana Jagtrejser for et par år siden opkøbte NC Jagtrejser, som er specialiseret i netop Tyskland, har Diana et stort sortiment af tyske jagter.

 

Min første tyske jagt

De fleste i Midt- og Sydjylland jager naturligvis tit og ofte i det Tyske af geografiske årsager, men for den øvrige del af danskerne, er Tyskland faktisk et ret ubeskrevet blad.

Min første tyske jagt var for 8-9 år siden, hvor jeg var på bukkejagt i det Nordøstlige Tyskland. Det blev en forrygende jagt, og på tre dage skød jeg tre bukke og to vildsvin, og endda til en meget fornuftig pris. Senere kom jeg på nogle private jagter hos venner, og i de seneste fire år er jeg så begyndt at satse på deres såkaldte “Bewegungsjagd”, hvilket er det samme som trykjagt, men i noget større målestok end vi kender det her fra Danmark. Her er det primært vildsvin der jages, og der er MANGE vildsvin i Tyskland.

Faktisk har jeg lavet lidt granskning af min jagtjournal og kommet frem til, at jeg gennemsnitligt har skudt flere vildsvin på mine tyske bewegungsjagd’er, end jeg har på mine polske drivjagter, til trods for at jagterne i Tyskland er langt billigere. 

 

Mulighederne i Tyskland

Blandt jægere er tyskland helt klart kendt for deres bewegungsjagd’er, og naturligvis også for deres eftertragtede sorte bukke.

Men de tyske skove rummer langt mere end det. Både de private skove og statsskovene byder flere og flere steder på hjortejagter på både då- og kronvildt, ligesom muflon også er ret udbredt.

På mange måder begynder Tyskland i højere og højere grad at udvikle sig til en konkurrent til Polen, når det kommer til de jagter, de kan udbyde, og måske vil Corona-krisen sætte yderligere skub i den udvikling.

Det ligger i hvert fald klart, at jeg skal på mindst en jagt i Tyskland i den kommende sæson, og det glæder jeg mig til! 

Erbjudande på jaktresor

Gör som 1000-tals andra jägare

Anmäl dig till nyhetsbrevet och få rese erbjudande samt jaktrelaterade nyheter direkt i inkorgen

  • Erbjudande på jaktresor
  • Information om jakt i utlandet
  • Exklusiva återbudsresor