Jakt i Ryssland är enorma jaktupplevelser i ett strängt klimat

Höjdpunkter

  • Gigantisk älg
  • Stora populationer av brunbjörn
  • Häpnadsväckande naturlandskap
  • Orörd natur
  • Lange skötchanser

Jakt i Ryssland

Bland jägare är Ryssland mest känt för sina stora områden med orörd natur, sina välväxta älgar och sin brunbjörnsstam. Knepiga väderförhållanden i kombination med det forna Sovjets hemlighetsmakeri har skapat en speciell vildmark som lockar många europeiska jägare varje år. För bergsjägare erbjduer de vackra Sayanbergen bland annat jakt efter sibirisk stenbock och maralhjort. För naturälskaren kan vi rekommendera vackra Gorno Altai, där du kan stöta på sällsynta djur som snöleoparder och örnar medan du jagar. Ryssland är känd för sina stora orörda områden. Klimatet är varierande, från skandinaviskt till arktiskt, beroende på hur långt norrut du är i Ryssland. Kamtjatka är ett populärt område för jägare eftersom området var avstängt av Sovjets militär. Dessutom finns också 160 vulkaner varav 28 räknas som aktiva. Karaktäristiskt för området är de många dvärgväxta träden som smyckar landskapet.

Älgjakt

Ryssland har tillsammans med Alaska de största älgarna. Älg får jagas på flera områden, men särskilt populärt är älgjakten på Kamchatka-halvön där troféutlägget i genomsnitt ligger på 155 centimeter och de största ligger på mellan 170 och 180 centimeter. Genomsnittsvikten på troféerna är 30 kilo, men de kan väga upp till 55 kilo. På älgjakten är det inte ovanligt att träffa på någon av de storväxta brunbjörnarna som också bor i området. Säsongen för älgjakt pågår från september till november.

Björnjakt

Är du sugen på en spännande björnjakt? Ryssland är det land som har den största populationen av brunbjörn. De kan jagas på flera ställen i Ryssland, men i Kamtjatka-regionen finns en egen underart till brunbjörnen. Kamchatka-brunbjörnen är stor- riktigt stor. Stående på bakbenen når de en höjd på cirka tre meter och de kan väga upp till 700 kilo. Ett av jordens största landlevande rovdjur, alltså. Även om brunbjörnar inte är kända för att vara aggressiva är detta inte en jakt för den med svaga nerver. Björnarna skjuts med grova kalibrar och avståndet till målet är vanligtvis mellan 100 och 200 meter. Säsongen för björnjakt sträcker sig från april/maj till augusti/september.

Bockjakt

De sibiriska råbockarna har blivit alltmer populära bland jägarna eftersom de liknar sina europeiska släktingar men bir lite större. Kroppsvikten på en sibirisk bock är cirka 50% högre än den europeiska och trofén för en sibirisk bock är mellan 700 och 900 gram. Det är inte ovanligt med en trofé på över ett kilo. Att Ryssland blivit intressant för bockjägare är därmed inte så konstigt. Säsong för jakten är från slutet av augusti till mitten av oktober.

 

Sökresultat

Jaktberättelser

 

Jens i Kamchatka

Av | 18 Dec,2017 |

Vildmarkens storkapital
 

Kalenderen var nået til slutningen af november og vinteren viste tænder. Klokken var omkring 9 om morgenen, men mit indre ur var stadig vendt på hovedet efter den lange rejse over 11 tidszoner. Vi havde været undervejs i tre døgn, da vi standsede pick-up’en ved breden af floden Kamchatka, som gennemskærer halvøen ved den russiske Stillehavskyst fra nord til syd. Planen var, at en lille færge, som kunne transportere to biler ad gangen, skulle fragte os over.

Men i Rusland er planer ganske flygtige. Færgen lå stille med siden mod sejlretningen 20 meter ude i vandet med to små biler ombord. Det ramponerede lille skib var tydeligvis hjælpeløst strandet og et tykt lag rimfrost på bilernes forruder afslørede, at de i hvert fald havde ligget der hele natten. Jagtchefen Yevgenij, som skulle køre os ud til jagtområdet, sukkede højlydt ved synet, rystede opgivende på hovedet og steg ud for at løse problemet.

En gammel kone og hendes midaldrende søn fiskede med tykke nylonliner laks igennem små huller i den smalle isbræmme langs bredden. De færdedes ganske uforfærdede på isen få meter fra den rivende flod, som var fyldt med store drivende isflager.

Der gik ikke længe, inden der kom flere folk til pladsen. Vore guider kom kørende i store firehjulstrækkere med snescootere, slæder og proviant på trailerne. Folk fra landsbyen nogle kilometer fra floden dukkede også op. Mest for at se på og komme med gode råd. 

Til sidst dukkede der en lastbil med en stor bulldozer op og en modig mand i en lille gummibåd fik sejlet en trosse ud til den ventende færge. Efter mere end en time lykkedes det at få trukket færgen ind til bredden og de to bilister, som havde tilbragt mere end to døgn på den lille færge, trillede i land. Desværre var alt håb om at krydse floden ude, eftersom færgen stadig sad fast i mudder. Vi havde med andre ord brugt tre timer på ingenting. 

Et nyt forsøg
Men Yevgenij gav ikke op og efter yderligere en times venten i den bidende kulde ankom en stor sekshjulstrukken russisk militærlastbil til den modsatte bred. Med sig havde den en lille aluminiumsjolle med påhængsmotor, som blev sat i vandet imellem de drivende isflager. Den krydsede ganske udramatisk den 200 meter brede flod.

Russerne trak jollen på land og begyndte straks at laste den med proviant og forsyninger. Inden længe tøffede den nu tungt lastede jolle den anden vej og blev losset på den anden side. Det gik frem og tilbage over floden nogle gange og timerne gik.

Jeg ved ikke præcis, hvad vi forventede, men da der kun var folk og store snescootere tilbage på vores side af floden, blev både min medrejsende – den 65-årige svenske jæger Mats Inge – og jeg selv en kende overraskede over, at det faktisk var russernes plan at sejle snescooterne over floden i den lille alu-jolle.

Den ene af vore guider – Vasili – var den lykkelige ejer af den mindste af de to snescootere, så de bestemte sig for at få den over først. Det stod tydeligt malet i de tilstedeværendes ansigter, at erfaringsgrundlaget med denne form for tunge transporter var mildt sagt sparsomt. Men det lykkedes at få manøvreret køretøjet ombord på fartøjet og da båden forsigtigt blev skubbet ud i vandet, gik der et lettelsens suk igennem forsamlingen, da den langsomt stabiliserede sig med snescooteren øverst. Med stor forsigtighed gik fire granvoksne russere ombord på den i forvejen tungtlastede skude, for at beskytte den dyrebare last og jollen arbejdede sig uendeligt forsigtigt gennem de drivende isflager til den anden siden under tilskuernes hujen og klapsalver...

Modet blandt russerne var vokset yderligere, da den anden – og noget større – snescooter blev fragtet over og til sidst var det vores tur til at lade os transportere.

”Hvad sker der, hvis vi falder i?”, spurgte Mats Inge, da vi stævnede ud imellem drivisen.

”Vi dør!”, svarede jeg kort, ”så det er nok bedre at blive i båden”. Så det gjorde vi – og vi sad meget stille hele vejen.

Trods masser af folk på den modsatte bred, tog det yderligere en rum tid at få alting bakset på plads i stålkassen bag på den terrængående veteranlastbil fra 1960’erne. Vi brugte ventetiden på selv at hive en håndfuld knaldrøde laks ud af floden gennem små huller i isen. På Kamchatka er laks en hverdagsspise. 

Er vi snart fremme?
Min rejsekammerat fik det sidste ledige sæde i kabinen, mens jeg selv fandt en snæver plads i lastrummet sammen med tolken. Vi sad stuvet ind imellem baggage og proviant i alle afskygninger. Lettere utætte tromler med bensin, masser af mere eller mindre stivfrosne friske laks og umådelige mængder hvidløg skabte på trods af kulden et umådeligt kvalmt indeklima. Det sidste, som blev smidt ind i kassen inden den rustne bagdør blev smækket i, var to store spidshunde, som straks lagde sig oven på os, da vi var både det blødeste og det varmeste liggeunderlag i det bundfrosne lastrum.

Da bilen rykkede igang lænede jeg mig op ad væggen og lagde armene over kors for at holde varmen. Der var mindst 10 graders frost i lastrummet og jeg sendte en venlig tanke til designerne bag det tykke vintertøj, jeg gemte mig i. Larmen umuliggjorde samtale og der kom ikke meget lys ind igennem de små tilfrosne glughuller under loftet. Et stort smil bredte sig på mit ansigt. Jeg var lykkelig, jeg skulle på jagt, dette var et eventyr!

Vi kørte en times tid i relativ høj fart. Det måtte være en god vej. Bilen standsede og dørene blev slået op. Eftermiddagssolen stod lavt i horisonten og det var bidende koldt udenfor. Jeg stavrede ud af bilen og så mig omkring. Vi var ankommet til en større landsby, men langt de fleste af husene omkring os stod tydeligvis forladte. 

Vi blev budt velkommen af et ældre par og fandt plads på bænkene omkring deres køkkenbord og snart sad vi i det lune landkøkken og huggede brød og pålæg i os og skålede i vodka på hinandens helbred, jagtheldet og vore respektive fædrelande. Jeg glædede mig som en lille dreng til de kommende dages jagt i det snedækkede landskab og begyndte så småt at tænke på, hvor jeg mon skulle sove.

Men vi var overhovedet ikke fremme. Det behagelige afbrud i bilrejsen var kun en pause og snart befandt jeg mig igen i det kolde lastrum med en hund på skødet. I mellemtiden var det blevet mørkt og temperaturen havde sneget sig under 20 graders frost.


Strabadserne fortsætter
Efter en kort strækning blev vejen markant dårligere og snart var det tydeligt, at vi snarere kørte på et smalt scooter-spor end på en vej beregnet til biler. Den tunge lastbil gyngede frem og tilbage som en fiskekutter i hårdt vejr og den dybe støj fra motor og transmission blev konstant overdøvet af tykke grene, som slog og skurrede ned ad siderne på den brede stålkasse. Bilen gjorde præcis, hvad den var bygget til – den maste sig igennem den russiske vildmark med rå vold!

Jeg lukkede øjnene og faldt i søvn trods ”søgang” og larm. To timer senere vågnede jeg i en infernalsk støj. Noget tungt stødte ind i stålkassens sider og gned sig med en skrigende lyd videre. I næste sekund ramtes kassen igen, og så igen og igen i en lang køre. I baggrunden var hjullejernes jamren og sneens knagen afløst af en konstant brusende lyd. Vi kørte i dybt strømmende vand og de dumpe brag mod bilens sider, måtte være drivende isflager, som dem vi havde oplevet tidligere på dagen! Det var i det øjeblik, at en russisk Ural-terrænbil kom på min hemmelige ønskeliste over udstyr, som er værd at eje....

På den anden side af floden tøffede lastbilen op ad bredden og maste sig atter svajende igennem skoven. Jeg bemærkede en snigende knugen i maven, som jeg huskede alt for godt fra min barndoms havfisketure i små kuttere. Søsyge!

Jeg forsøgte at ignorere det, men kvalmen tog til i styrke for hvert eneste vip og krængning og det var som om lugten af bensin, fisk og hvidløg tog til i styrke og langsomt tog magten over min næse. Jeg forsøgte at tænke på jordbær, hundehvalpe og solnedgange over en palmestrand, men det hjalp ikke rigtigt. Jeg lænede mig tilbage og lukkede øjnene og selvom jeg havde det rigtigt skidt, var det som om, at det stabiliserede sig og i hvert fald ikke blev værre et stykke tid.

Jeg blev revet ud af min tilstand af en velkendt lyd i støjbilledet. En lyd som alle hundeejere kender. Det var lyden af en hund, som tager tilløb til at kaste op – og det var hunden i mit skød som havde uro i maven. Per refleks fik jeg lempet hunden ned på gulvet og gav mig febrilsk og famlende til at lede efter den lille hjemmelavede trykknap, som sendte et stopsignal til chauføren ude i kabinen. Det var ikke nemt at finde den i det totale nattemørke, mens min egen søsyge eksploderede i styrke alene ved tanken om, hvad der ville ske indenfor de næste sekunder....

Hunden brækkede sig ud over mine bukser samtidigt, som jeg fik trykket på knappen. Den karakteristiske lugt sendte mig på samme kurs – det var rent held, at de nåede at åbne bagdøren, inden det gik helt galt for mig.... 

Naturmedicin
Med fødderne solidt plantet i sneen og hovedet helt nede imellem benene, kune jeg stadig mærke lastbilens svajen efter ti minutters pause. Jeg spurgte forsigtigt ind til, hvor lang vej der endnu var til lejren.

”Omkring tre timers kørsel”, sagde tolken efter en kort ordveksling med chaufføren. Tre timer!!! Jeg fornemmede, at jagtguderne testede min jagtiver og sukkede opgivende. Den russiske tolk virkede heller ikke fornøjet over udsigten til endnu en langstrakt vippetur.

Chaufføren blev vores redning. Han hentede en lille flaske klar russisk folkemedicin baseret på lokale planter. Ifølge ham virker denne medicin mod stort set alle dårligdomme, og efter at have delt flaskens indhold imellem os kunne tolken og jeg da også hurtigt falde i søvn og lade os fragte som stykgods det sidste stykke. Miraklernes tid er ikke forbi.

Vi ankom til lejren sent om aftenen og fandt på plads i vores hytte. Vi befandt os godt 150 km. fra nærmeste nabo tæt på Kamchatkas stillehavskyst. Vejret var krystalklart og mælkevejen oplyste nattehimlen helt uforstyrret af menneskelig lysforurening.

En frisk start
Næste morgen vågnede vi op i et eventyrligt vinterlandskab. Temperaturen var krøbet ned til minus 26 grader og der lå godt og vel en halv meter sne overalt.

Lejren bestod af en håndfuld små bjælkehytter spredt ud i landskabet i bunden af en dal med skov på hver side. Tynde blå røgsøjler afslørede, at hytterne blev opvarmede af små brændeovne og der lugtede behageligt af brænderøg i den frostklare luft. Et væld af jagthunde i alskens farver og størrelser trissede omkring i lejren og tog sig af og til en rask løbetur efter de løsgående heste, som kom og gik som de ville. Vejrbidte elghorn, rovvildtfælder og stivfrosne egern og sneharer hang rundt omkring på husene. Et par hundrede meter fra lejren lå en lille lavvandet flod, som endnu ikke var tilfrosset og i horisonten tårnede nogle af halvøens mange aktive vulkaner sig mod himlen. Vi befandt os midt i vildmarken...man kan ikke komme meget længere ud.

Vi var vintersæsonens første gæster, så hele den første dag gik med at få liv i alle lejrens funktioner. Jeg fik samlet og kontrolskudt Mauseren med den store Zeiss V8’er på toppen og det forløb helt uden problemer. Hullerne i skiven efter mine Hornady GMX projektiler kunne dækkes af en enkrone. Jeg var så klar, som jeg kunne blive! 

Den næste morgen kørte vi i samlet flok mod jagtmarkerne, som befandt sig i bjergene omkring 50 km nord for selve lejren. Jægerne sad i hvers sin slæde bag guidernes snescootere og Yevgenij fulgte med på sin egen maskine. I alt fem mand fordelt på tre snescootere.

Kulden var nådesløs og stillede kæmpe krav til udstyret. At der var ned til 30 minusgrader i den stillestående luft var én ting. Noget helt andet var, at det med 30 kilometer i timen føltes som minus 45 grader. Jeg havde varmt undertøj inderst. Lange uldne sokker på fødderne. Superisolerede vinterstøvler. Forede overals og jakke suppleret af en flecetrøje var strengt nødvendigt. En elefanthue og scooterbriller til at beskytte ansigtet og kraftige luffer med inderhandsker til hænderne. Med det rette udstyr bevarer man bevægelsesfriheden trods lagene.

Vi spiste frokost i en mikroskopisk hytte på bjerget og kørte direkte på jagt. Endelig! 

Det vilde østen
Jagtformen er kort fortalt meget speciel og vidt forskellig fra de jagtformer vi er vante til hjemmefra. Jagtområdet er fuldstændigt mennesketomt. De lokale jægere er kødjægere og på vinterjagten efter elg er snescootere det eneste praktiske transportmiddel i den meterdybe frostsne.

Der er langt imellem elgene og det skyldes ikke et højt jagttryk, men derimod de barske vinterforhold og de mange bjørne, som tager deres andel af sommerens kalve. Jagttrykket styres ved licenstildeling og jagttrykket er utroligt lavt, hvilket resulterer i mange gamle dyr i bestanden. Dette er baggrunden for, at der findes en hel del modne elgtyre på halvøen – udfordringen er at finde dem.

På selve jagten anvender man scooterne til i astadigt tempo at spore elgene i sneen. Det kan tage timer at finde et frisk spor og derpå timer at få et glimt af elgen. Det går i sagens natur ikke at se forskel på sporene af unge og gamle tyre og man vil ofte erfare, at elgen, man har brugt kræfter på at spore, viser sig ikke at være jagtbar.

Får man øje på en stor tyr, kan man være sikker på, at den forlængst har hørt scooteren og er på vej mod det nærmeste krat. Kommer elgene derind er det ikke muligt at fortsætte sporingen. Jægeren må derfor være indforstået med at springe af slæden, når man får øje på dyrene og finde sig et stabilt sted at skyde fra, hvis elgen vurderes at være jagtbar. Skudchancerne vil oftest være på relativt lang afstand og elgtyren vil ofte være i spring.

Det er ikke den form for jagt vi er vante til hjemmefra, men det er skikken her og hverken jægerens egenindsats eller selv skudsituationen adskiller sig væsentligt fra det en passkytte oplever på en almindelig elgjagt. Jeg havde derfor ingen problemer med at prøve en sådan jagt på de lokale præmisser. 

På jagt
Vi sporede hele den første eftermiddag i bjergene uden at få kontakt med andet end nogle køer og unge tyre. Vi så en enkelt kapitaltyr snige sig ind i tæt krat på meget lang afstand, men det var det nærmeste, vi kom en skudchance den dag. Natten i den lille hytte, hvor fem brovtende jægersmænd delte 15 kubikmeter luft imellem sig er et kapitel for sig. Jeg vil trygt overlade denne del af historien til læsernes fantasi og tilføje, at jeg selv sov alt for tungt til at tage notits af eventuelle strabadser i form af støj- og lugtgener.

Hele den næste formiddag udeblev jagtheldet. Vi indtog frokosten på en bakketop i de smukkest tænkelige omgivelser med uberørt vildmark til alle sider så langt øjet rakte og snart fortsatte vi søgningen. Jeg har ingen anelse om, hvor langt vi kørte i processen, men det var rigtigt mange kilometer.

Efter kort tid fandt guiderne spor efter tre voksne elge og begyndte straks at spore dem. Ruten som elgene havde valgt var ganske udfordrende og jeg havde nok at gøre med at holde mig fast på slæden på de stejle skråninger. Et par gange væltede slæden og jeg endte i fuld fart i den dybe sne. Det gav knubs hver gang, men ingen alvorlige skrammer. 

Aftalen var, at min jagtkammerat skulle få den første skudchance. Hans scooter-ekvipage lå derfor længst fremme på sporet. Pludselig gassede hans guide op – han må have set et glimt af elgene forude. Min guide fulgte efter i passende afstand og nogle hundrede meter længere fremme standsede den forreste scooter ved kanten af lille ådal på små 150 meter i bredden. Vi var fremme ved kanten et halv minut senere end Mats Inge og i det øjeblik jeg sprang af slæden, faldt hans skud. Jeg flåede luffer og hovedbeklædning af, spændte slagfjederen og løb nogle meter frem i den dybe sne, så jeg kunne se, hvad der skete.

På den modsatte side af ådalen løb tre kapitale elgtyre op ad skrænten. Min guide pegede ivrigt på den midterste elg, men i samme øjeblik, jeg fandt den i sigtet, flængede endnu et skud fra min svenske ven stilheden og tyren faldt sammen som ramt af lynet. Det var heldigt nok, at jeg ikke kom til skud, for det viste sig at være den tyr, som Mats Inge allerede havde skudt til. 

En chance til
De to andre tyre var allerede over alle bjerge og der foregik en hurtig ordveksling på russisk mellem guiderne, inden jeg med tegn og fagter fik besked på at kaste mig på slæden igen. Jeg nåede kun at få afspændt riflen og hængt den på skrå over maven inden Stanislav – min guide – gassede op for at følge sporet af den tyr, som løb til venstre. Jeg sad nu på slæden bagved scooteren uden hue og handsker og holdt mig fast med en kaskade af iskold sne sprøjtende ind over mig. Jeg kunne intet se og det var umuligt for mig at trække vejret i andet end krampagtige gisp. For hver indånding fyldtes min mund med sne.

Efter et par minutter kunne jeg hverken mærke mine hænder eller mit ansigt. Efter yderligere et par minutter indså jeg, at jeg ville påføre mig selv varige men, hvis jeg forsatte længere og jeg skulle netop til at slippe taget og lade mig rulle af slæden med vilje for at standse min guide, da han pludselig stoppede.

Jeg vaklede af scooteren og fik hurtigt befriet øjenhulerne for is, hvilket kostede nogle øjenvipper. Solen på sneen var umådeligt skarp, efter at jeg have siddet med lukkede øjne i nogle minutter. Jeg flåede riflen af overkroppen og spændte endnu engang slagfjederen. Min hånd var helt følelsesløs, knaldrød og drivende våd af smeltet sne. Da jeg satte tommelen på håndspænderen frøs fingeren fast på det kolde stål. Jeg flåede hånden til mig og efterlod en stump hud på riflen. Min guide stod nærmest og hoppede op og ned, mens han pegede på et relativt lille kratværk godt 100 meter borte.

Igennem de forkrøblede birketræer så jeg den sorte silhouet af tyren, som travede mod det åbne stykke og jeg kastede riflen til kinden. Jeg var meget bevidst om, at det ville blive et skud i spring og at jeg ikke ville kunne mærke aftrækkeren. Jeg valgte derfor at stikke snellen og udløse skuddet med et uortodokst vip med fingeren i stedet for et følt aftræk, da den fine røde prik befandt sig i ret højde under elgtyrens øje. Skuddet ramte, som planlagt, elgen højt på bladet og det store dyr styrtede forover med en sådan kraft, at den ene skovl borede sig dybt ned i sneen. Med et enkelt skud var en gammel drengedrøm om engang at nedlægge en virkelig stor elg gået i opfyldelse.

Alting har en ende
Stilheden der i sneen var ufattelig – ikke mindst i relation til at den infernalske larm og ballede som havde præget minutterne inden skuddet. Det eneste, der rørte sig, var en enlig ravn, som nysgerrigt kom nærmere højt oppe på den blå himmel.

Jeg kiggede over på Stanislav, som var kommet frem til min side. Da vore blikke mødtes, lyste han op i et stort drenget smil pegede på min riffel og sagde ”sniper!?”.

Jeg svarede ”No.... Hornady!” og rakte ham en af patronerne, jeg havde i lommen. Han studerede den indgående i nogle sekunder inden han stak den i lommen som en souvenir fra dagen, hvor en elg blev fældet i et enkelt skud.

Vi tog os et par minutters pause inden vi kørte tilbage til de andre. Alt kødet fra de to tyre blev bjærget. Der var godt 800 kg. Da vi rejste tilbage nogle dage snere blev kødet delt ud til landsbyboerne ved floden – det skulle række til et fornemt julemåltid til dem alle.

Vinterjagt på Kamchatka handler ikke så meget om de intense sekunder omkring skudchancerne. Det er et vildmarkseventyr fra start til slut - en oplevelse for livet. 


Udstyr

Zeiss: Jeg anvendte den store Zeiss Victory V8 2.8-20x56 på denne tur. Jeg havde brug for kombinationen af at kunne skyde langt og samtidgt kunne skyde til vildt i bevægelse. Med 20x forstørrelse, var den store riffelkikkert også fortrinlig til vurdering af vildtet på meget lang afstand. Jeg havde også medbragt en Ziess Victory SF 8x48 håndkikkert, men nåede hurtigt til den erkendelse, at en håndkikkert var unødvendig på denne jagt, når jeg havde V8’eren.

Mauser: Mauser M03 African PH med semisvær .300 Winchester Magnum pibe. I den strenge kulde bliver mekanikken sat på en hård prøve. Mauseren bestod (igen) med bravour. Driftsikkerheden overgås næppe af nogen anden riffel på markedet.

Hornady: Kamchatkas elge er store dyr. En voksen tyr vejer over 800 kg. Jeg havde derfor valgt at medbringe Hornady Superformance med 165 gr. G-MAX projektiler. Dette blyfrie alternativ er et massivt ekspanderende projektil i samme kobberlegering som kapperne på Hornadys blyprojektiler. Effektiv medicin med fornem dybdevirkning til det større vildt.

Härkila: På denne rejse spillede beklædningen en altafgørende rolle. Inderst: Coldfront undertøj i ekstremt isolerende merino-uld.  Mellemlag: Eide frotté-skjorte og Kalmar fleece-jakke. Yderst: Visent jakke og buks. Ekstremt varmt sæt, trods god bevægelsesfrihed. Støvler: Inuit GTX 15” – komforttemperatur ned til -90 grader (!) Handsker: Expedition vanter med inderhandsker i fleece. Jeg frøs aldrig med dette tøj på!

Viltarter

Jaktområde

HAR DU NÅGRA FRÅGOR?

Sten Sjögren

Telefon: 070-830 53 43

Erland Carlsson

Telefon: 070-275 21 81 (även kvällstid)

Stäng

Har du anmält dig för att få vårt Nyhetsbrev?

  • Mottag exklusiva erbjudande på jaktresor
  • Få spännande information om jaktresor
  • Var uppmärksam på olika återbudsresor