Ryssland jakt | Vild natur, björnar & minnen för livet

Jakt i Ryssland är enorma jaktupplevelser i ett strängt klimat

Höjdpunkter

  • Gigantisk älg
  • Stora populationer av brunbjörn
  • Häpnadsväckande naturlandskap
  • Orörd natur
  • Lange skötchanser

Jakt i Ryssland

Bland jägare är Ryssland mest känt för sina stora områden med orörd natur, sina välväxta älgar och sin brunbjörnsstam. Knepiga väderförhållanden i kombination med det forna Sovjets hemlighetsmakeri har skapat en speciell vildmark som lockar många europeiska jägare varje år. För bergsjägare erbjduer de vackra Sayanbergen bland annat jakt efter sibirisk stenbock och maralhjort. För naturälskaren kan vi rekommendera vackra Gorno Altai, där du kan stöta på sällsynta djur som snöleoparder och örnar medan du jagar. Ryssland är känd för sina stora orörda områden. Klimatet är varierande, från skandinaviskt till arktiskt, beroende på hur långt norrut du är i Ryssland. Kamtjatka är ett populärt område för jägare eftersom området var avstängt av Sovjets militär. Dessutom finns också 160 vulkaner varav 28 räknas som aktiva. Karaktäristiskt för området är de många dvärgväxta träden som smyckar landskapet.

Älgjakt

Ryssland har tillsammans med Alaska de största älgarna. Älg får jagas på flera områden, men särskilt populärt är älgjakten på Kamchatka-halvön där troféutlägget i genomsnitt ligger på 155 centimeter och de största ligger på mellan 170 och 180 centimeter. Genomsnittsvikten på troféerna är 30 kilo, men de kan väga upp till 55 kilo. På älgjakten är det inte ovanligt att träffa på någon av de storväxta brunbjörnarna som också bor i området. Säsongen för älgjakt pågår från september till november.

Björnjakt

Är du sugen på en spännande björnjakt? Ryssland är det land som har den största populationen av brunbjörn. De kan jagas på flera ställen i Ryssland, men i Kamtjatka-regionen finns en egen underart till brunbjörnen. Kamchatka-brunbjörnen är stor- riktigt stor. Stående på bakbenen når de en höjd på cirka tre meter och de kan väga upp till 700 kilo. Ett av jordens största landlevande rovdjur, alltså. Även om brunbjörnar inte är kända för att vara aggressiva är detta inte en jakt för den med svaga nerver. Björnarna skjuts med grova kalibrar och avståndet till målet är vanligtvis mellan 100 och 200 meter. Säsongen för björnjakt sträcker sig från april/maj till augusti/september.

Bockjakt

De sibiriska råbockarna har blivit alltmer populära bland jägarna eftersom de liknar sina europeiska släktingar men bir lite större. Kroppsvikten på en sibirisk bock är cirka 50% högre än den europeiska och trofén för en sibirisk bock är mellan 700 och 900 gram. Det är inte ovanligt med en trofé på över ett kilo. Att Ryssland blivit intressant för bockjägare är därmed inte så konstigt. Säsong för jakten är från slutet av augusti till mitten av oktober.

 

Sökresultat

Jaktberättelser

 

Olav Classen på bukkejagt i Kurgan

Nogle gange spørger jeg mig selv hvorfor jægere går så mange lidelser og strabadser gennem – som de gør for at komme på jagt. Ikke at jeg ikke kender svaret, for jeg er jo selv jæger, men jeg kan sagtens forstå, hvis ”ikke-jægere” skulle mene, at vi jægere er bidt af en gal hund. For det er vi jo.

At rejse med sin jagtriffel som rejsekammerat er utrolig besværligt. Jeg rejser også sammen med Selgen, der er en pensioneret skibsfører 5 dage ældre end jeg. Han er dog det stik modsatte af besværlig. Jeg rejste til Sibirien, fordi rygtet siger, at man har råbukke her, der er meget større end dem vi har i Danmark og Tyskland og jeg kan bekræfte at rygtet er sandt. I lufthavnen i Ekaterinburg mødte vi to andre danske jægere – Bent og Kim - der skulle til samme lejr som os, så vi er 3 fynboer og mig, som den eneste normale. Der skulle gå næsten 2 timer, før vi var kommet igennem tolden med vores rifler og derfra var der 7 timers kørsel ud til lejren inklusiv en punktering. Ekaterinburg, der er Ruslands 4. største by, ligger øst for Uralbjergene i Sibirien – altså i Asien. Vores lejr ligger 7 timers kørsel øst for Ekaterinburg ud af nogle elendige veje.

Der er fattigt her i Rusland og lejren er spartansk efter vestlig standard, men folk er utrolig flinke og de behandler os med varme, så godt som det er dem menneskeligt muligt. Som sagt er vi 4 jægere her og alle jægere har en 4-hjulstrækker med privatchauffør og sin egen spotter/PH (Professional Hunter). Hertil kommer 2 kokke, en ung guide, som er den eneste af russerne der snakker engelsk, en vagtmand der sørger for at der ikke sker indbrud, når vi er på jagt og så er der chefen for det hele: ”Vodkamanden”, der efter eget udsagn har det vigtigste arbejde af alle og derfor er han chef, nemlig at han skal sikre, at der er vodka på bordet under alle måltider inklusive morgenmaden. Det bliver der dog (indtil videre) ikke drukket så meget af –på 2. dagen har vi ikke tømt den første flaske endnu. Så der er altså over 3 servicemedarbejdere pr. jæger.

Min privatchauffør Valeri er en stor mand på herre siden af 150 kg. og min spotter Alexander er en yngre og meget veltrænet mand. Begge kan se rådyr på meget lang afstand uden brug af kikkert – Alexander kunne se ryggen af et dyr, i det høje græs, på 342 meters afstand, han skulle dog bruge en kikkert for at se at det var en rå. I går aftes skulle vi så på jagt efter det obligatoriske prøveskud og kørte i over en time til jagtstedet, først på hullede asfalterede veje, så på jordveje og så gennem mudderveje - den ene efter den anden. De har endnu ikke fået høstet størstedelen af kornet og jeg kan ikke se hvordan de skal kunne gøre det, for det hele er vådt og temmelig koldt og kornet ser stadig ikke modent ud. Det må være en trøst, at det står elendigt.

Det regnede, så vi sad i et utæt tårn og fik besøg af en million myg. Efter et par timer gik jeg ud for at træde af på naturens vegne og i det sekund kom bukken naturligvis – men den var heldigvis ikke så stor, at det gjorde noget at den løb sin vej.

Da vi så kørte hjem igen i regnvejr ad hullede veje i over en time hvor jeg var våd og ikke havde sovet i 1½ døgn, ventet i tolden i 2 timer på riflen, kørt bil af elendige veje i over 9 timer og hvor jeg var blevet ædt op af myg og havde pisset i vinden, medens bukken løb forbi – da kom jeg til at tænke på min yndlingssøn Simons vise ord, da han var en lille dreng og hvor vi løb på rulleskøjter og var faldet på røven de første 10 gange og så pludselig sagde: ”Hvorfor er det egentlig, at vi behøver at gøre det her?”  - lige mine ord tænkte jeg - hvorfor behøver jeg egentlig det her. Jeg vidste dog godt at jeg ikke skulle lede efter svaret, før jeg havde fået aftensmad og lidt søvn, men da gik det op for mig, at en jæger må være bidt af en gal hund.

Efter aftensmad og 4 timers søvn stod jeg op kl. 3.30 og var overraskende frisk som en havørn og glemt var gårsdagens dystre tanker, for nu skulle vi på jagt. Livet er herligt. Igen en times kørsel, hvorefter vi startede med at pürsche i en halv meter højt græs mellem buske og træer. Chaufføren havde ikke kondien til at gå med og skulle hente os et andet sted.

Vi gik og vi gik og vi gik i over 2 timer med myggen som fast ledsager. Vi så først en lille rå og så en rå med 2 lam og en rå der så os og gøede og fik advaret en god buk. Vi gik så lidt længere og så en buk – en stor buk – en meget stor buk, men jeg kunne ikke komme til at skyde, for jeg kunne kun se ryggen af den. Vi blev så stående lidt, for det kunne jo være at den kom ud på siden af bevoksningen og det gjorde den sandelig. Jeg fik øje på et dyr ude på 120 meters afstand, men jeg kunne kun se hele dyret - kun bladet. Spotteren kunne imidlertid se opsatsen, så jeg lod kuglen gå og den blev ramt perfekt på bladet og gik mindre end 5 meter før den var forendt. Det var en stor buk på 5-6 år og klart den største jeg nogensinde har skudt eller formentlig kommer til at skyde – mit livs buk. De andre jægere har også skudt bukke, der er skudt 5. Alle bukke er meget store og alle har helt sikkert en trofævægt der i Danmark ville give en guldmedalje (ca. 550 gram).

Efter morgenmad og en lur gik det løs igen. Denne gang skulle jeg følge chaufføren og så var jeg klar over, at jeg nok ikke skulle gå i over 2 timer igen. Det skulle jeg da heller ikke, for efter et par kilometer kom vi til en hochsitz, hvor vi skulle sidde til det blev mørkt. Det var tørvejr og der kom råer med og uden lam og der kom en 6-ender, som han sagde at jeg kunne skyde, men den var lille – altså ikke efter danske forhold – da vil den være større, end den største buk der nogensinde er skudt i Danmark, men i forhold til de bukke der går her var den lille, så jeg lod den gå.

Så kom der et meget stort svin og spørgsmålet var så, om det var en keiler, men da vi så 3 frischlinge var det spørgsmål afgjort og den måtte jeg også lade gå. Så kom der en stor buk ude på 212 meter, men den ville ikke stå stille i 3 sekunder, så jeg ville ikke skyde. Der var da sandelig noget at se efter. Det var en herlig aften og jeg spurgte, om vi skulle tilbage i morgen tidlig, men fik at vide at jeg kunne komme det i morgen aften.

Så var der det med ”yndlingssønnen” hvor der er nogle, der gennem årene har bebrejdet mig, hvordan jeg - som far - kan betegne min ene søn som yndlingssøn for hvad tænker så den anden søn – men forklaringen er, at jeg har to yndlingssønner og det har de det begge fint med. Hvis man har en kone, kan det dog ikke anbefales at kalde hende for sin ”yndlingshustru” for den betegnelse har kvinder det ikke så fint med som børnene.   

Mandag morgen op kl 3.30 og køre til et nyt sted, hvor vi sad i en hochsitz og så ud over et meget stort område. Der kom et par råer og den ene havde mere end svært ved at gå, den humpede meget kraftigt, ja faktisk kunne den ikke gå, men måtte hoppe så jeg ventede på, at Alexander gav mig ordre til at udføre et medlidenhedsdrab, men det skete ikke. Så kom der en stor buk ude på 230 meter, men det er for langt, når det blæser.

Så begyndte vi at gå igen og pludselig kom den største buk jeg har set i mit liv. Jeg smed mig ned i græsset og håbede, at den ikke havde set mig – det havde den – og jeg begik den klassiske fejl i den situation, nemlig at jeg kiggede i håndkikkerten og ikke i riffelkikkerten. Der gik mindre end et sekund før den var væk.

På vejen hjem skulle vi hente noget i spotterens hus. Han bor i et hus, der reelt er et træskur i en lille landsby, hvor vejbelægningen er mudder og der er ænder, høns og gæs der går frit i gaderne. Første gang jeg var i Sibirien var i 1982, da jeg var med den transsibiriske jernbane fra Århus til Vladivostok, hvorfra vi tog et skib til Japan.

Den gang kunne jeg se, hvor fattige russerne var og måtte i dag konstatere, at der ingen udvikling har været i de sidste 36 år overhovedet. Der er intet sket. De bor i de samme faldefærdige træhuse uden bad og med lokum i gården, med mudderveje og har de samme ænder, gæs og høns, der går rundt i gaderne og de samme nedslidte biler og folk har stadig elendige tænder.

Nogle steder, hvor man kører, går der 20-30 køer på en mark og altid sammen med en hyrde. Jeg tænkte på om jeg skulle hoppe af bilen og spørge hyrden, der sad ved middagstide og gloede på sine 30 køer, om vi skulle bytte plads, for jeg tænkte, at han nok ikke behøver at tænke på om aktie- og obligationskurserne stiger eller falder eller om man skal investere i det ene eller andet. Han må da have et frit og simpelt liv, hvor han har tid til at filosofere over tilværelsen. Men det var lidt koldt og jeg så, at han sad med bøjet hoved i regnvejret og så slet ikke glad ud – han så ikke ud til at nyde friheden, så jeg blev i bilen.

Da jeg så spurgte, hvorfor man ikke sætter et hegn op omkring marken, så hyrden kan gå hjem i tørvejr, fik jeg at vide, at det er fordi man kan regne i Rusland. En hyrde koster 1.500 kr. om måneden og et hegn med vedligeholdelse vil være en så stor investering, at det ikke kan betale sig at bygge det. Og hvad skulle hyrden så lave?

Jeg spurgte så, hvad en skolelærer får og det er naturligvis mere for han/hun skal jo have en længere uddannelse, så de er helt oppe på små 2.000 kr. om måneden. Så var det jeg tænkte på, at hyrden og skolelæreren tilsammen ikke tjener så meget på et år, som min jagtriffel har kostet og at hele mit jagtgrej med hånd- og riffelkikkert med mere, har kostet mere end hyrden tjener på 5 år – ja, hvis han også skal leve, vil han ikke kunne spare op til det i et helt arbejdsliv.

Der er jo reelt tale om at landet er et uland, men det er klart, at hvis man bruger 95% af BNP´et på militæret, så er der ikke også råd til at forbedre levestandarden for de fattige. De kikkerter, som folk her har, svarer til dem, man kan købe i legetøjsforretninger i Danmark. Mange er de gange, hvor de har sagt at der går en god buk, men når jeg har givet dem min kikkert, så kan de godt se at bukken er for lille. De har ikke kikkerter med indbygget afstandsmåler og ikke kikkerter af tilstrækkelig kvalitet og hvis det regner virker deres kikkerter overhovedet ikke.

Efter morgenmad og en lur så atter på jagt. Vi så et par bukke der så fine ud, indtil jeg så dem gennem min kikkert. Lige før lukketid kom der dog en større buk, men den stod med bringen til og jeg ved af bitter erfaring, at man ofte anskyder dyret, når det ikke står med siden til, så jeg fulgte den gamle læresætning om at det er langt bedre at ærgre sig over et skud man ikke tog, som at ærgre sig over et skud man tog.

Da vi så kom hjem, var der en jæger der havde anskudt et dyr, som de ikke kunne finde, da de ikke har hunde og han var meget ulykkelig og kunne ikke sove den nat – det kunne også være sket for mig, hvis jeg havde skudt på bringen.                    

Op kl. 3.30 og på jagt. Gået, gået og atter gået. Set et par bukke, men kunne ikke komme på skudhold. Hjem til morgenmad og lidt søvn. Ud igen til aften.

Under frokosten talte vi med guiden, som er den eneste der kan tale et nogenlunde engelsk. Hun er 24 år og har en universitetsuddannelse, der har taget 6 år. Hun var meget ked af det, for hun mener ikke at hun har nogen fremtid i hendes land. For det første kan hun ikke finde noget arbejde og hvis hun kunne, så vil hun have meget svært ved at leve af det. Unge i Sibirien har ikke nogen fremtid sagde hun, så hun ville gerne hen et sted hvor der var arbejde og fremtidsudsigter. 

På aftenjagten satte de et sløringsnet op foran nogle træer, men der kom kun en million myg og et svin langt ude. På vej hjem skete det, der måtte ske på et tidspunkt, nemlig at vi kørte på tværs af et ½ meter dybt hjulspor og da en sikkerhedssele i en bil i dette område er ”en by i Rusland” knaldede min pande ind i forruden, men begge holdt heldigvis. Da de havde en spade med, fik de gravet bilen fri.

På 4. jagtdag om morgenen var jeg atter ude og gå i højt græs i 2½ time. Vi så mange rådyr – over 20, også bukke der stod pænt med siden til på 120 meters afstand, men ingen store nok til at jeg vil skyde, for hvis jeg skal skyde én til skal den være stor – i hvert fald indtil sidste jagt.

Da vi kom hjem, havde de renset de 8 bukketrofæer som vi har skudt og nu skulle de vejes. Selgen havde skudt den største på 962 gram og jeg havde skudt den næststørste på 922 gram og så lå de ellers derned af med 913, 800, 796, 759, 743 og den mindste på 685.

Det er meget svært at se, hvor meget et trofæ vejer. Hvis man havde sagt til mig, at jeg havde skudt den næststørste buk og skulle udpege den største, ville jeg aldrig have peget på Selgens, for den var noget lavere end min, men når jeg så ordentlig efter, kunne jeg godt se at den var noget kraftigere i stængerne end min.

Her skal dog straks siges, at de måler på en anden måde her i Rusland end vi gør i Danmark, idet de måler hele overdelen af kraniet med tænder, så ifølge Bent, der er en meget erfaren jæger i udlandet, skal man trække op mod 15% fra for at sammenligne med danske standarder, men selv den mindste buk vil stadig være pænt over kravet til en guldmedalje i Danmark.

Igen her må ikke-jægere tænke, at når vi jægere går så højt op i størrelsen på trofæet, så er det den sædvanlige diskussion blandt rigtige mænd, om hvis tissemand der er den største. Det kan vel heller ikke fuldstændig udelukkes, at det kan være en snert af sandheden – langt de fleste mænd er født med et konkurrencegen. Jeg vil i hvert fald ikke påstå, at jeg kan sige mig helt fri, men det er også noget andet og meget mere, for hvis man rejser til et andet land, går gennem mange lidelser og pürscher på en buk gennem mange timer, så bliver man glad og lettet, når det lykkes at skyde en stor trofæbuk. Det er jo det man trods alt kom for, samt den fornemmelse af uforudsigelighed der er ved jagten. Det, at den beslutning man træffer, har en konsekvens og ikke kan laves om. Det skærper ens sanser, bevidsthed og tanker. Det at når man er på jagt, kun tænker på jagten og lukker alt andet ude. Præcis som urmenneske jægeren gjorde det – og det instinkt lever vel hos mange af os mænd i dag. 

Efter vejningen af de 8 trofæer troppede Bent op med en 9-ender, der overgik alt hvad der hidtil er set. Jeg ved ikke, hvor stor den er, men helt bestemt over et kilo. Bent er i øvrigt alderspræsident med 73 år og der er ikke et sted på jorden, hvor han ikke har været på jagt og i samtlige de 13 lande, på 5 kontinenter, hvor jeg har været på jagt, har han også været det og stort set samme steder og meget ofte hos de samme outfittere.

Sidste jagtdag – sidste jagt. Så er det nu eller aldrig, hvis jeg skal have én mere. Jeg sad i en hochsitz med chaufføren. Der kom flere bukke, men lige som prinsessen i Klodshans sagde jeg: ”duer ikke”. Et kvarter før lukketid kom der dog endelig en nogenlunde buk – det vil sige, i Danmark ville det være en kæmpe buk, men på disse kanter var den ikke noget særligt, men jeg besluttede at det var dén, for det var sidste chance. Der var dog et problem, nemlig at den kom spænende med 100 km i timen, men så brugte jeg et - blandt jægere - velkendt trick, så jeg råbte af mine lungers fulde kraft – så stoppede den op i to sekunder og det var et for meget.

Trofæet viste sig at veje 634 gram og hvis man skal trække lidt fra, vil den vel ligge omkring en dansk guldmedaljebuk – nok knap, men i hvert fald en sølvmedalje.

Da vi kom ned til bukken gik chaufføren imidlertid i total panik, for når han havde ladet mig skyde sådan en bitte én, så ville han få meget ballade med Vodkamanden og måske miste sit arbejde. Chaufføren kunne selvfølgelig ikke mere dansk, end jeg kan russisk, men når han sagde ”Vodkamanden” og med den 150 kg store krop lavede en meget kraftig håndbevægelse på tværs af halsen, der viste at han fik den skåret over og maven stadig gik op og ned i 10 sekunder efter armbevægelsen, så forstod jeg skriften på væggen uagtet at jeg ikke kunne sproget. Jeg blev staks klar over, at nu var det blodig alvor og et simpelt spørgsmål om overlevelse. Desperationen lyste ud af de små pupiller omgivet af alt det hvide i den store mands udspilede øjne – ja, man skulle næsten tro, at han havde fået tunnelsyn.

Ved hjælp af en app jeg har fået downloadet på min mobil, så den virker off-line, kunne jeg skrive på dansk og så oversætter telefonen til russisk og med den kunne jeg dog heldigvis straks demontere den sprængfarlige situation og bringe den fuldstændig under kontrol, idet jeg kunne berolige ham med, at jeg var klar over, at det ikke var verdens største buk da jeg skød og at jeg nok skulle tage det fulde og det hele ansvar – det var jo mig, der lod kuglen gå og så ville jeg ikke efterfølgende give ham skylden for noget som helst. Som jæger er man ene ansvarlig for sin kugle – og det kan ikke gradbøjes. Og i øvrigt var det da en meget fik buk - altså set med danske øjne, og den var skudt rigtig på bladet, det var et helt perfekt skud - der var ikke noget problem. Men det er da godt nok tankevækkende, at den buk der i Danmark ville udløse en medalje, måske af guld, kan man miste sit arbejde for at anvise her. Det siger altså noget om hvor store bukkene er i Sibirien.

Så er der en ting jeg har glemt at skrive, nemlig at urfuglen, som man siger uddøde i Danmark omkring årtusindeskiftet, overhovedet ikke er uddød, den er blot flyttet til Sibirien, hvor den lever i absolut bedste velgående. Den er overalt og det er så dejligt at se den.

Om jeg vil anbefale jer andre at rejse på bukkejagt i Sibirien? – Ja helt sikkert, hvis man altså har kondien til at gå 3 – 4 timer dagligt i højt græs. Det er jo en pürchjagt med ”spot & stalk”. Det var ikke noget større problem for mig, så langt de fleste af jer vil også kunne gøre det. Vi løber jo ikke.

Og så var der lige det om størrelsen af Bents buk – den blev ”kun” målt til 1.195 gram. Både han og jeg havde troet, at den var noget mere, men selv om man trækker 15% fra så kommer den da pænt over kiloet.

På vej tilbage fra jagten til Ekaterinburg punkterede vi igen og der var heldigvis en restaurant ved siden af bilværkstedet. Selgen følte, at han ville flotte sig og bestilte kaffe og en stor kage og flåede kreditkortet op for at betale. Jeg nåede dog lige at få fat i kraven på ham og stillede det retoriske spørgsmål: ”Selgen – min ven – i betragtning af at den samlede regning er mindre end 5 danske kroner, synes du så at det er rimeligt at vi belaster det internationale kreditkortsystem med den transaktion?”  

Jeg er nu, i skrivende stund, kommet tilbage til Ekaterinburg, hvor jeg har lejet en suite øverst oppe på et 5-stjernet hotel. Det er byens højeste bygning og byens fineste og nyeste hotel og jeg kan se ud over hele byen. Det er bare i orden her. Men det er selvfølgelig dyrt. En sådan toværelses suite med kongelig morgenmad koster næsten 1.000 kr.

Noget der har overrasket mig på denne tur er, at russerne ud over at være utroligt venlige, også forekommer at være totalt ærlige. De har ikke den samme drikkepengekultur som i Vesten, så når jeg lægger 20 – 50 kr. i drikkepenge, så går de højt op i at sikre sig, at jeg virkelig vil give dem det og ikke gør det ubevidst. En gang kom jeg, ved en fejl, til at lægge en 1.000 Rubelseddel, hvor jeg skulle betale 100 Rubler og så kom de løbende efter mig og jeg måtte tilbage til kassen. Man lader ikke turister snyde sig selv her. 

Det er i år præcis 100 år siden, at den sidste russiske Zar, Aleksander den 3. og hans familie blev myrdet her i byen efter revolutionen i 1917. I dag ville jeg så ind i den katedral, hvor Zar Aleksander den 3. og familie blev myrdet, men jeg måtte opgive, for der var en kø af mennesker på en halv kilometer. Så er der sikkert nogen af jer der vil sige, at nu overdriver du altså, men som jæger ved jeg bedre end de fleste hvad 100 meter er og jeg kan tælle til fem. Der VAR en menneskekø på en halv kilometer. Jeg spurgte så nogen om der er sådan en kø hver dag - det er der ikke, men man har udstillet nogle knogler af en helgen og hvis man rører ved dem siger deres tro/overtro, at man kan ønske – og få - et bedre liv. Så tænkte jeg: ”Det er ikke noget for dig at stå i kø for det i en halv dag eller mere, for der er da ikke noget som helst i vejen med det liv du har” og så gik jeg hjem på min suite på øverste etage med udsigt over byen og drak eftermiddagskaffe. 

Nu er jeg jo lidt af en historienørd, så jeg ville kunne skrive mange sider om samspillet mellem den russiske Zar og det danske kongehus, specielt Christian den IX, men det var jo jagten jeg ville fortælle om her – og det har jeg gjort - så jeg vil sige det som jeg altid afsluttede samtalen med kontroltårnet med, den gang jeg fløj helikopter: ”Oscar, Yankee, Hotel, Hotel, Foxtrot - over and out”.

Jens i Kamchatka

Av | 24 Sep,2018 |

Vildmarkens storkapital

Kalenderen var nået til slutningen af november og vinteren viste tænder. Klokken var omkring 9 om morgenen, men mit indre ur var stadig vendt på hovedet efter den lange rejse over 11 tidszoner. Vi havde været undervejs i tre døgn, da vi standsede pick-up’en ved breden af floden Kamchatka, som gennemskærer halvøen ved den russiske Stillehavskyst fra nord til syd. Planen var, at en lille færge, som kunne transportere to biler ad gangen, skulle fragte os over.

Men i Rusland er planer ganske flygtige. Færgen lå stille med siden mod sejlretningen 20 meter ude i vandet med to små biler ombord. Det ramponerede lille skib var tydeligvis hjælpeløst strandet og et tykt lag rimfrost på bilernes forruder afslørede, at de i hvert fald havde ligget der hele natten. Jagtchefen Yevgenij, som skulle køre os ud til jagtområdet, sukkede højlydt ved synet, rystede opgivende på hovedet og steg ud for at løse problemet.

En gammel kone og hendes midaldrende søn fiskede med tykke nylonliner laks igennem små huller i den smalle isbræmme langs bredden. De færdedes ganske uforfærdede på isen få meter fra den rivende flod, som var fyldt med store drivende isflager.

Der gik ikke længe, inden der kom flere folk til pladsen. Vore guider kom kørende i store firehjulstrækkere med snescootere, slæder og proviant på trailerne. Folk fra landsbyen nogle kilometer fra floden dukkede også op. Mest for at se på og komme med gode råd. 

Til sidst dukkede der en lastbil med en stor bulldozer op og en modig mand i en lille gummibåd fik sejlet en trosse ud til den ventende færge. Efter mere end en time lykkedes det at få trukket færgen ind til bredden og de to bilister, som havde tilbragt mere end to døgn på den lille færge, trillede i land. Desværre var alt håb om at krydse floden ude, eftersom færgen stadig sad fast i mudder. Vi havde med andre ord brugt tre timer på ingenting. 

Et nyt forsøg
Men Yevgenij gav ikke op og efter yderligere en times venten i den bidende kulde ankom en stor sekshjulstrukken russisk militærlastbil til den modsatte bred. Med sig havde den en lille aluminiumsjolle med påhængsmotor, som blev sat i vandet imellem de drivende isflager. Den krydsede ganske udramatisk den 200 meter brede flod.

Russerne trak jollen på land og begyndte straks at laste den med proviant og forsyninger. Inden længe tøffede den nu tungt lastede jolle den anden vej og blev losset på den anden side. Det gik frem og tilbage over floden nogle gange og timerne gik.

Jeg ved ikke præcis, hvad vi forventede, men da der kun var folk og store snescootere tilbage på vores side af floden, blev både min medrejsende – den 65-årige svenske jæger Mats Inge – og jeg selv en kende overraskede over, at det faktisk var russernes plan at sejle snescooterne over floden i den lille alu-jolle.

Den ene af vore guider – Vasili – var den lykkelige ejer af den mindste af de to snescootere, så de bestemte sig for at få den over først. Det stod tydeligt malet i de tilstedeværendes ansigter, at erfaringsgrundlaget med denne form for tunge transporter var mildt sagt sparsomt. Men det lykkedes at få manøvreret køretøjet ombord på fartøjet og da båden forsigtigt blev skubbet ud i vandet, gik der et lettelsens suk igennem forsamlingen, da den langsomt stabiliserede sig med snescooteren øverst. Med stor forsigtighed gik fire granvoksne russere ombord på den i forvejen tungtlastede skude, for at beskytte den dyrebare last og jollen arbejdede sig uendeligt forsigtigt gennem de drivende isflager til den anden siden under tilskuernes hujen og klapsalver...

Modet blandt russerne var vokset yderligere, da den anden – og noget større – snescooter blev fragtet over og til sidst var det vores tur til at lade os transportere.

”Hvad sker der, hvis vi falder i?”, spurgte Mats Inge, da vi stævnede ud imellem drivisen.

”Vi dør!”, svarede jeg kort, ”så det er nok bedre at blive i båden”. Så det gjorde vi – og vi sad meget stille hele vejen.

Trods masser af folk på den modsatte bred, tog det yderligere en rum tid at få alting bakset på plads i stålkassen bag på den terrængående veteranlastbil fra 1960’erne. Vi brugte ventetiden på selv at hive en håndfuld knaldrøde laks ud af floden gennem små huller i isen. På Kamchatka er laks en hverdagsspise. 

Er vi snart fremme?
Min rejsekammerat fik det sidste ledige sæde i kabinen, mens jeg selv fandt en snæver plads i lastrummet sammen med tolken. Vi sad stuvet ind imellem baggage og proviant i alle afskygninger. Lettere utætte tromler med bensin, masser af mere eller mindre stivfrosne friske laks og umådelige mængder hvidløg skabte på trods af kulden et umådeligt kvalmt indeklima. Det sidste, som blev smidt ind i kassen inden den rustne bagdør blev smækket i, var to store spidshunde, som straks lagde sig oven på os, da vi var både det blødeste og det varmeste liggeunderlag i det bundfrosne lastrum.

Da bilen rykkede igang lænede jeg mig op ad væggen og lagde armene over kors for at holde varmen. Der var mindst 10 graders frost i lastrummet og jeg sendte en venlig tanke til designerne bag det tykke vintertøj, jeg gemte mig i. Larmen umuliggjorde samtale og der kom ikke meget lys ind igennem de små tilfrosne glughuller under loftet. Et stort smil bredte sig på mit ansigt. Jeg var lykkelig, jeg skulle på jagt, dette var et eventyr!

Vi kørte en times tid i relativ høj fart. Det måtte være en god vej. Bilen standsede og dørene blev slået op. Eftermiddagssolen stod lavt i horisonten og det var bidende koldt udenfor. Jeg stavrede ud af bilen og så mig omkring. Vi var ankommet til en større landsby, men langt de fleste af husene omkring os stod tydeligvis forladte. 

Vi blev budt velkommen af et ældre par og fandt plads på bænkene omkring deres køkkenbord og snart sad vi i det lune landkøkken og huggede brød og pålæg i os og skålede i vodka på hinandens helbred, jagtheldet og vore respektive fædrelande. Jeg glædede mig som en lille dreng til de kommende dages jagt i det snedækkede landskab og begyndte så småt at tænke på, hvor jeg mon skulle sove.

Men vi var overhovedet ikke fremme. Det behagelige afbrud i bilrejsen var kun en pause og snart befandt jeg mig igen i det kolde lastrum med en hund på skødet. I mellemtiden var det blevet mørkt og temperaturen havde sneget sig under 20 graders frost.


Strabadserne fortsætter
Efter en kort strækning blev vejen markant dårligere og snart var det tydeligt, at vi snarere kørte på et smalt scooter-spor end på en vej beregnet til biler. Den tunge lastbil gyngede frem og tilbage som en fiskekutter i hårdt vejr og den dybe støj fra motor og transmission blev konstant overdøvet af tykke grene, som slog og skurrede ned ad siderne på den brede stålkasse. Bilen gjorde præcis, hvad den var bygget til – den maste sig igennem den russiske vildmark med rå vold!

Jeg lukkede øjnene og faldt i søvn trods ”søgang” og larm. To timer senere vågnede jeg i en infernalsk støj. Noget tungt stødte ind i stålkassens sider og gned sig med en skrigende lyd videre. I næste sekund ramtes kassen igen, og så igen og igen i en lang køre. I baggrunden var hjullejernes jamren og sneens knagen afløst af en konstant brusende lyd. Vi kørte i dybt strømmende vand og de dumpe brag mod bilens sider, måtte være drivende isflager, som dem vi havde oplevet tidligere på dagen! Det var i det øjeblik, at en russisk Ural-terrænbil kom på min hemmelige ønskeliste over udstyr, som er værd at eje....

På den anden side af floden tøffede lastbilen op ad bredden og maste sig atter svajende igennem skoven. Jeg bemærkede en snigende knugen i maven, som jeg huskede alt for godt fra min barndoms havfisketure i små kuttere. Søsyge!

Jeg forsøgte at ignorere det, men kvalmen tog til i styrke for hvert eneste vip og krængning og det var som om lugten af bensin, fisk og hvidløg tog til i styrke og langsomt tog magten over min næse. Jeg forsøgte at tænke på jordbær, hundehvalpe og solnedgange over en palmestrand, men det hjalp ikke rigtigt. Jeg lænede mig tilbage og lukkede øjnene og selvom jeg havde det rigtigt skidt, var det som om, at det stabiliserede sig og i hvert fald ikke blev værre et stykke tid.

Jeg blev revet ud af min tilstand af en velkendt lyd i støjbilledet. En lyd som alle hundeejere kender. Det var lyden af en hund, som tager tilløb til at kaste op – og det var hunden i mit skød som havde uro i maven. Per refleks fik jeg lempet hunden ned på gulvet og gav mig febrilsk og famlende til at lede efter den lille hjemmelavede trykknap, som sendte et stopsignal til chauføren ude i kabinen. Det var ikke nemt at finde den i det totale nattemørke, mens min egen søsyge eksploderede i styrke alene ved tanken om, hvad der ville ske indenfor de næste sekunder....

Hunden brækkede sig ud over mine bukser samtidigt, som jeg fik trykket på knappen. Den karakteristiske lugt sendte mig på samme kurs – det var rent held, at de nåede at åbne bagdøren, inden det gik helt galt for mig.... 

Naturmedicin
Med fødderne solidt plantet i sneen og hovedet helt nede imellem benene, kune jeg stadig mærke lastbilens svajen efter ti minutters pause. Jeg spurgte forsigtigt ind til, hvor lang vej der endnu var til lejren.

”Omkring tre timers kørsel”, sagde tolken efter en kort ordveksling med chaufføren. Tre timer!!! Jeg fornemmede, at jagtguderne testede min jagtiver og sukkede opgivende. Den russiske tolk virkede heller ikke fornøjet over udsigten til endnu en langstrakt vippetur.

Chaufføren blev vores redning. Han hentede en lille flaske klar russisk folkemedicin baseret på lokale planter. Ifølge ham virker denne medicin mod stort set alle dårligdomme, og efter at have delt flaskens indhold imellem os kunne tolken og jeg da også hurtigt falde i søvn og lade os fragte som stykgods det sidste stykke. Miraklernes tid er ikke forbi.

Vi ankom til lejren sent om aftenen og fandt på plads i vores hytte. Vi befandt os godt 150 km. fra nærmeste nabo tæt på Kamchatkas stillehavskyst. Vejret var krystalklart og mælkevejen oplyste nattehimlen helt uforstyrret af menneskelig lysforurening.

En frisk start
Næste morgen vågnede vi op i et eventyrligt vinterlandskab. Temperaturen var krøbet ned til minus 26 grader og der lå godt og vel en halv meter sne overalt.

Lejren bestod af en håndfuld små bjælkehytter spredt ud i landskabet i bunden af en dal med skov på hver side. Tynde blå røgsøjler afslørede, at hytterne blev opvarmede af små brændeovne og der lugtede behageligt af brænderøg i den frostklare luft. Et væld af jagthunde i alskens farver og størrelser trissede omkring i lejren og tog sig af og til en rask løbetur efter de løsgående heste, som kom og gik som de ville. Vejrbidte elghorn, rovvildtfælder og stivfrosne egern og sneharer hang rundt omkring på husene. Et par hundrede meter fra lejren lå en lille lavvandet flod, som endnu ikke var tilfrosset og i horisonten tårnede nogle af halvøens mange aktive vulkaner sig mod himlen. Vi befandt os midt i vildmarken...man kan ikke komme meget længere ud.

Vi var vintersæsonens første gæster, så hele den første dag gik med at få liv i alle lejrens funktioner. Jeg fik samlet og kontrolskudt Mauseren med den store Zeiss V8’er på toppen og det forløb helt uden problemer. Hullerne i skiven efter mine Hornady GMX projektiler kunne dækkes af en enkrone. Jeg var så klar, som jeg kunne blive! 

Den næste morgen kørte vi i samlet flok mod jagtmarkerne, som befandt sig i bjergene omkring 50 km nord for selve lejren. Jægerne sad i hvers sin slæde bag guidernes snescootere og Yevgenij fulgte med på sin egen maskine. I alt fem mand fordelt på tre snescootere.

Kulden var nådesløs og stillede kæmpe krav til udstyret. At der var ned til 30 minusgrader i den stillestående luft var én ting. Noget helt andet var, at det med 30 kilometer i timen føltes som minus 45 grader. Jeg havde varmt undertøj inderst. Lange uldne sokker på fødderne. Superisolerede vinterstøvler. Forede overals og jakke suppleret af en flecetrøje var strengt nødvendigt. En elefanthue og scooterbriller til at beskytte ansigtet og kraftige luffer med inderhandsker til hænderne. Med det rette udstyr bevarer man bevægelsesfriheden trods lagene.

Vi spiste frokost i en mikroskopisk hytte på bjerget og kørte direkte på jagt. Endelig! 

Det vilde østen
Jagtformen er kort fortalt meget speciel og vidt forskellig fra de jagtformer vi er vante til hjemmefra. Jagtområdet er fuldstændigt mennesketomt. De lokale jægere er kødjægere og på vinterjagten efter elg er snescootere det eneste praktiske transportmiddel i den meterdybe frostsne.

Der er langt imellem elgene og det skyldes ikke et højt jagttryk, men derimod de barske vinterforhold og de mange bjørne, som tager deres andel af sommerens kalve. Jagttrykket styres ved licenstildeling og jagttrykket er utroligt lavt, hvilket resulterer i mange gamle dyr i bestanden. Dette er baggrunden for, at der findes en hel del modne elgtyre på halvøen – udfordringen er at finde dem.

På selve jagten anvender man scooterne til i astadigt tempo at spore elgene i sneen. Det kan tage timer at finde et frisk spor og derpå timer at få et glimt af elgen. Det går i sagens natur ikke at se forskel på sporene af unge og gamle tyre og man vil ofte erfare, at elgen, man har brugt kræfter på at spore, viser sig ikke at være jagtbar.

Får man øje på en stor tyr, kan man være sikker på, at den forlængst har hørt scooteren og er på vej mod det nærmeste krat. Kommer elgene derind er det ikke muligt at fortsætte sporingen. Jægeren må derfor være indforstået med at springe af slæden, når man får øje på dyrene og finde sig et stabilt sted at skyde fra, hvis elgen vurderes at være jagtbar. Skudchancerne vil oftest være på relativt lang afstand og elgtyren vil ofte være i spring.

Det er ikke den form for jagt vi er vante til hjemmefra, men det er skikken her og hverken jægerens egenindsats eller selv skudsituationen adskiller sig væsentligt fra det en passkytte oplever på en almindelig elgjagt. Jeg havde derfor ingen problemer med at prøve en sådan jagt på de lokale præmisser. 

På jagt
Vi sporede hele den første eftermiddag i bjergene uden at få kontakt med andet end nogle køer og unge tyre. Vi så en enkelt kapitaltyr snige sig ind i tæt krat på meget lang afstand, men det var det nærmeste, vi kom en skudchance den dag. Natten i den lille hytte, hvor fem brovtende jægersmænd delte 15 kubikmeter luft imellem sig er et kapitel for sig. Jeg vil trygt overlade denne del af historien til læsernes fantasi og tilføje, at jeg selv sov alt for tungt til at tage notits af eventuelle strabadser i form af støj- og lugtgener.

Hele den næste formiddag udeblev jagtheldet. Vi indtog frokosten på en bakketop i de smukkest tænkelige omgivelser med uberørt vildmark til alle sider så langt øjet rakte og snart fortsatte vi søgningen. Jeg har ingen anelse om, hvor langt vi kørte i processen, men det var rigtigt mange kilometer.

Efter kort tid fandt guiderne spor efter tre voksne elge og begyndte straks at spore dem. Ruten som elgene havde valgt var ganske udfordrende og jeg havde nok at gøre med at holde mig fast på slæden på de stejle skråninger. Et par gange væltede slæden og jeg endte i fuld fart i den dybe sne. Det gav knubs hver gang, men ingen alvorlige skrammer. 

Aftalen var, at min jagtkammerat skulle få den første skudchance. Hans scooter-ekvipage lå derfor længst fremme på sporet. Pludselig gassede hans guide op – han må have set et glimt af elgene forude. Min guide fulgte efter i passende afstand og nogle hundrede meter længere fremme standsede den forreste scooter ved kanten af lille ådal på små 150 meter i bredden. Vi var fremme ved kanten et halv minut senere end Mats Inge og i det øjeblik jeg sprang af slæden, faldt hans skud. Jeg flåede luffer og hovedbeklædning af, spændte slagfjederen og løb nogle meter frem i den dybe sne, så jeg kunne se, hvad der skete.

På den modsatte side af ådalen løb tre kapitale elgtyre op ad skrænten. Min guide pegede ivrigt på den midterste elg, men i samme øjeblik, jeg fandt den i sigtet, flængede endnu et skud fra min svenske ven stilheden og tyren faldt sammen som ramt af lynet. Det var heldigt nok, at jeg ikke kom til skud, for det viste sig at være den tyr, som Mats Inge allerede havde skudt til. 

En chance til
De to andre tyre var allerede over alle bjerge og der foregik en hurtig ordveksling på russisk mellem guiderne, inden jeg med tegn og fagter fik besked på at kaste mig på slæden igen. Jeg nåede kun at få afspændt riflen og hængt den på skrå over maven inden Stanislav – min guide – gassede op for at følge sporet af den tyr, som løb til venstre. Jeg sad nu på slæden bagved scooteren uden hue og handsker og holdt mig fast med en kaskade af iskold sne sprøjtende ind over mig. Jeg kunne intet se og det var umuligt for mig at trække vejret i andet end krampagtige gisp. For hver indånding fyldtes min mund med sne.

Efter et par minutter kunne jeg hverken mærke mine hænder eller mit ansigt. Efter yderligere et par minutter indså jeg, at jeg ville påføre mig selv varige men, hvis jeg forsatte længere og jeg skulle netop til at slippe taget og lade mig rulle af slæden med vilje for at standse min guide, da han pludselig stoppede.

Jeg vaklede af scooteren og fik hurtigt befriet øjenhulerne for is, hvilket kostede nogle øjenvipper. Solen på sneen var umådeligt skarp, efter at jeg have siddet med lukkede øjne i nogle minutter. Jeg flåede riflen af overkroppen og spændte endnu engang slagfjederen. Min hånd var helt følelsesløs, knaldrød og drivende våd af smeltet sne. Da jeg satte tommelen på håndspænderen frøs fingeren fast på det kolde stål. Jeg flåede hånden til mig og efterlod en stump hud på riflen. Min guide stod nærmest og hoppede op og ned, mens han pegede på et relativt lille kratværk godt 100 meter borte.

Igennem de forkrøblede birketræer så jeg den sorte silhouet af tyren, som travede mod det åbne stykke og jeg kastede riflen til kinden. Jeg var meget bevidst om, at det ville blive et skud i spring og at jeg ikke ville kunne mærke aftrækkeren. Jeg valgte derfor at stikke snellen og udløse skuddet med et uortodokst vip med fingeren i stedet for et følt aftræk, da den fine røde prik befandt sig i ret højde under elgtyrens øje. Skuddet ramte, som planlagt, elgen højt på bladet og det store dyr styrtede forover med en sådan kraft, at den ene skovl borede sig dybt ned i sneen. Med et enkelt skud var en gammel drengedrøm om engang at nedlægge en virkelig stor elg gået i opfyldelse.

Alting har en ende
Stilheden der i sneen var ufattelig – ikke mindst i relation til at den infernalske larm og ballede som havde præget minutterne inden skuddet. Det eneste, der rørte sig, var en enlig ravn, som nysgerrigt kom nærmere højt oppe på den blå himmel.

Jeg kiggede over på Stanislav, som var kommet frem til min side. Da vore blikke mødtes, lyste han op i et stort drenget smil pegede på min riffel og sagde ”sniper!?”.

Jeg svarede ”No.... Hornady!” og rakte ham en af patronerne, jeg havde i lommen. Han studerede den indgående i nogle sekunder inden han stak den i lommen som en souvenir fra dagen, hvor en elg blev fældet i et enkelt skud.

Vi tog os et par minutters pause inden vi kørte tilbage til de andre. Alt kødet fra de to tyre blev bjærget. Der var godt 800 kg. Da vi rejste tilbage nogle dage snere blev kødet delt ud til landsbyboerne ved floden – det skulle række til et fornemt julemåltid til dem alle.

Vinterjagt på Kamchatka handler ikke så meget om de intense sekunder omkring skudchancerne. Det er et vildmarkseventyr fra start til slut - en oplevelse for livet. 

Udstyr

Zeiss: Jeg anvendte den store Zeiss Victory V8 2.8-20x56 på denne tur. Jeg havde brug for kombinationen af at kunne skyde langt og samtidgt kunne skyde til vildt i bevægelse. Med 20x forstørrelse, var den store riffelkikkert også fortrinlig til vurdering af vildtet på meget lang afstand. Jeg havde også medbragt en Ziess Victory SF 8x48 håndkikkert, men nåede hurtigt til den erkendelse, at en håndkikkert var unødvendig på denne jagt, når jeg havde V8’eren.

Mauser: Mauser M03 African PH med semisvær .300 Winchester Magnum pibe. I den strenge kulde bliver mekanikken sat på en hård prøve. Mauseren bestod (igen) med bravour. Driftsikkerheden overgås næppe af nogen anden riffel på markedet.

Hornady: Kamchatkas elge er store dyr. En voksen tyr vejer over 800 kg. Jeg havde derfor valgt at medbringe Hornady Superformance med 165 gr. G-MAX projektiler. Dette blyfrie alternativ er et massivt ekspanderende projektil i samme kobberlegering som kapperne på Hornadys blyprojektiler. Effektiv medicin med fornem dybdevirkning til det større vildt.

Härkila: På denne rejse spillede beklædningen en altafgørende rolle. Inderst: Coldfront undertøj i ekstremt isolerende merino-uld.  Mellemlag: Eide frotté-skjorte og Kalmar fleece-jakke. Yderst: Visent jakke og buks. Ekstremt varmt sæt, trods god bevægelsesfrihed. Støvler: Inuit GTX 15” – komforttemperatur ned til -90 grader (!) Handsker: Expedition vanter med inderhandsker i fleece. Jeg frøs aldrig med dette tøj på!

Viltarter

Jaktområde

HAR DU NÅGRA FRÅGOR?

Sten Sjögren

Telefon: 070-830 53 43

Erland Carlsson

Telefon: 070-275 21 81 (även kvällstid)

Mikael Olsson

Telefon: 073-977 81 26

Erbjudande på jaktresor

Gör som 1000-tals andra jägare

Anmäl dig till nyhetsbrevet och få rese erbjudande samt jaktrelaterade nyheter direkt i inkorgen

  • Erbjudande på jaktresor
  • Information om jakt i utlandet
  • Exklusiva återbudsresor